NYKØBING: Flere politipatruljer blev onsdag aften kaldt til Østre Alle i Nykøbing, hvor der var en anmeldelse om et knivstikkeri.
Det var tilsyneladende en uoverensstemmelse om en tidligere kæreste, der førte til stridighederne, hvor en 24-årig mand fra Nykøbing fik et mindre snitsår over knæet.
En 18-årig mand, som forsøgte at skjule sig i en busk, blev anholdt klokken 17.40, og han blev sigtet for kvalificeret vold.
Kort efter blev en 26-årig mand anholdt, men han blev løsladt igen efter afhøring og er ikke sigtet i sagen.
Der blev fundet to gram hash, da politiet visiterede den 18-årige, og derfor er han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Det overvejes i øjeblikket, om den 18-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.