HELSINGE: To mandlige bilister kørte sammen i lyskrydset Vestergade / Skovgårdsvej kort før kl. 15.00, begge biler blev skadet og begge mænd måtte en tur på skadestuen.
Uheldet skete få minutter før kl. 15, og skete da en af bilerne ville svinge til venstre ind på Skovgårdsvej fra Vestergade. En modkørende bil, som kom ad Frederiksværksvej, og skulle lige ud ad Vestergade, ramte herefter ind i den svingende bil.
Det var ikke muligt at få oplyst hvilken bilist der var kommet hvorfra, og uheldet ender formentligt med at være en sag mellem parternes forsikringsselskaber.
Smerter i arm
Føreren af en lille rød Fiat personbil, en ældre mand, klagede efter kollisionen over ondt i en ene arm, og derfor blev han kørt til Akutklinikken på Hillerød Sygehus til kontrol.
Den ældre mand er dog formentlig ikke kommet noget alvorligt til, da kollisionen skete i forholdsvist lav fart.
Yngre bilist meget chockeret
En yngre mand, som var fører af den sølvfarvede Toyota, var noget chockeret efter uheldet og ville derfor gerne med ambulancen på skadestuen, mest for at være sikker på at der ikke var sket noget.
Brandvæsnet kunne feje glasskårene op efter bilerne, samt få opsuget det meste af den udstrømmende olie fra Toyotaen, som tydeligt var den bil der havde taget mest skade ved uheldet.
Ved ulykken var krydset kun spærret i nogle minutter, da de implicerede parter selv havde fået skubbet bilerne ind til siden inden brandvæsen og ambulancer ankom til stedet.