RØDBYHAVN: En udenlandsk vognmandsforretning anmeldte tidligere på ugen, at to chauffører formentlig havde snydt firmaet ved at købe og tanke diesel adskillige gange ved hjælp af firmaets betalingskort.
Torsdag gennemførte politiets udlændingekontrolafdeling i Rødbyhavn en ransagning af en adresse, som de to chauffører har adgang til i Rødby.
Her blev den ene chauffør – en 37-årig udenlandsk mand – truffet, i et skur på adressen blev der fundet 21 dunke med i alt 280 liter diesel. Den anden chauffør var en 29-årig udenlandsk mand, som ankom med færgen til Rødbyhavn torsdag, og i et skur, som han havde nøgler til, blev der fundet yderligere 37 dunke med 245 liter diesel.
De to mænd blev anholdt torsdag eftermiddag, og fredag blev de fremstillet i grundlovsforhør i retten.
De er begge sigtet for mandatsvig, og de blev begge varetægtsfængslet frem til den 6. marts.