AARHUS: Østjyllands Politi fremstillede onsdag kl. 11.00 to mænd på 18 og 21 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De blev begge varetægtsfængslet.
De er sigtet bl.a. for trusler, røveri og frihedsberøvelse, forbrydelser der ifølge politiet er begået tirsdag aften mod en 29-årig mandlig bekendt.
Ifølge sigtelsen truede de to mænd den 29-årige, da han sad i sin bil i Åbyhøj, hvorefter de tvang ham til at køre dem til hans adresse i Favrskov, hvor de stjal to spillekonsoller.
Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen.
De to mænd blev varetægtsfængslet i fire uger. De nægtede sig begge skyldige og begge kærede varetægtsfængslingen på stedet.