Tirsdag eftermiddag omkring kl. 17.00 kørte en patrulje forbi to knallerter på Eskildstrupvej mod øst i Østre Vig i Odsherred. Den ene fører havde ingen hjelm på, og knallerterne så ud til at kunne køre hurtigere end tilladt.
Patruljen vendte rundt for at tale med de to knallertførere, og de tændte blinket for at vise, at de skulle standse. Men det gjorde de ikke. I stedet fortsatte de af Eskildstrupvej, som endte blindt ved en mark, hvor knallerterne kørte ud, men patruljen måtte stoppe.
Betjentene kørte dog rundt om en ejendom og så her, at de to knallerter ikke var kommet så langt. Den ene var væltet på marken og den anden var stoppet ved et hegn. De to knallertførere, en 22-årig og en 19-årig fra Odsherred, blev begge anholdt, og sigtet for narkokørsel, da de var påvirkede af euforiserende stoffer. Den 19-årige havde ikke kørekort til knallerten og blev desuden sigtet for at køre uden hjelm. Han blev fundet i besiddelse af 13, 3 gram hash, som blev beslaglagt.
Den 22-årige havde en kniv på sig, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Han blev sigtet for at overtræde knivloven og kniven beslaglagt. De fik udtaget en blodprøve, hvorefter de blev løsladt.
Knallerterne blev indbragt til nærmere undersøgelse, hvor de skal testes på et rullefelt, som skal vise, hvor hurtigt de kan køre. Herefter vil de to sigtede høre mere i deres sager.