SØNDERBORG: De to rumænske mænd blev anholdt lørdag aften af betjente fra UKA Vest. De er nu varetægtsfængslet.
To rumænske mænd på 33 og 42 år blev søndag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i 15 dage, sigtet for indbrudstyveri.
De to mænd blev anholdt lørdag aften i en varebil på Sønderjyske Motorvej nær grænsen af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Køretøjet var på vej ud af landet.
Anholdelsen skete, efter at det stod klart, at varerummet blandt andet indeholdt professionelt værktøj, der var stjålet på byggepladser i Hovedstadsområdet.
De to sigtede nægter sig skyldige, men kærede ikke varetægtsfængslingen.