Onsdag aften omkring kl. 21.20 blev der slået alarm om et trafikuheld med to tilskadekomne på Maglebjergvej, tæt på Ørby.
En motorcykel med to personer var forulykket i et mindre sving, muligvis fordi føreren af motorcyklen blev overrasket over svinget og ikke kunne holde maskinen på asfalten. Det betød at motorcyklen fortsatte ud i rabatten, ud over den ca. 1 – 1½ meter høje skråning og så væltede rundt da motorcyklen ramte ned på marken.
Lægehelikopter landede på stedet
En kvinde blev umiddelbart alvorligt kvæstet, og der blev rekvireret en lægehelikopter til at flyve hende til RH Traume i København, mens en mand havde pådraget sig mindre skader – hvem af de to personer der var fører af motorcyklen var onsdag aften ikke klart.
Det viste sig dog under det videre lægelige arbejde på stedet, at kvinden ikke var i livsfare og derfor blev de to tilskadekomne begge kørt til behandling på Nordsjællands Hospital i Hillerød med fuld udrykning.
Der var ved ulykken flere ambulancer, den lokale Akutbil, en lægebil, en hundepatrulje fra Nordsjællands Politi og Indsatslederen for Gribskov Beredskab på stedet. Maglebjergvej var fuldstændig afspærret under arbejdet på stedet, og først omkring kl. 22.45 blev der genåbnet for trafikken på stedet.