Den 15. oktober om aftenen opstod der brand i en skole på Skolevej i Vemmelev. Branden var temmelig voldsom, og en stor del af en af skolens bygninger brændte ned.
Politiet har siden da undersøgt årsagen til branden, og i går og i dag førte efterforskningen frem til, at to drenge på hhv. 15 og 16 år blev anholdt og sigtet for brandstiftelse.
– Det er en alvorlig sag, hvor branden har betydet store skader på skolen. Heldigvis var der ingen, som kom til skade, siger politikommissær Kim Brønnum, der er glad for, at politiets efterforskning nu har ført til anholdelsen af de to drenge.
På grund af drengenes alder vil de ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.