Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

To unge var 100% uskyldige i biljagt og skyderi

GILLELEJE: I weekenden blev to unge anholdt i forbindelse med en langvarig biljagt og et efterfølgende skyderi, da politiet måtte afgive skud ved krydset Markvænget – Nakkehoved Strandvej. De to unge blev anholdt og sigtet i sagen, men har vist sig blot at have været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Hvis man har rent mel i posen, så skal man ikke begynde at stikke af fordi man ser en politibil – det er umiddelbart den erfaring som man kan drage ud af weekendens uheldige oplevelse for de to unge, en 15-årig dreng fra Gilleleje og en 18-årig mand fra Græsted.

Officielt er de to unge fortsat sigtet i sagen, men det skyldes at politiets jurister rent formelt skal tage sig af den side af sagen og virkeligheden er at alt er droppet.

– Både den 15-årige og den 18-årige er blevet løsladt, og det vurderes at de ikke har noget med biljagten at gøre. De blev ganske rigtigt sigtet i weekenden, og det er nu sendt videre til juristerne efter fast procedure, og det er så forventningen, at sigtelserne bliver endeligt frafaldet, når juristerne har afsluttet deres arbejde, forklarer Nordsjællands Politi overfor Netavisen Gribskov.

Løb da de så politiet
Ifølge Nordsjællands Politi begik de to unge den fejl, at forsøge at løbe væk da politiet kom kørende – og det vakte omgående mistanke.

– De to unge udviste i vores øjne en mistænkelig opførsel, idet de forsøgte at løbe fra politiet, og da de samtidig passede på signalementet af personerne fra bilen, valgte vi at anholde dem, oplyser Nordsjællands Politi videre om sagen.

Præcist hvor de unge blev anholdt fremgår endnu ikke af sagen, men ifølge de unge selv skete dette omkring Gilleleje Kirke og altså et godt stykke fra Nakkehoved Strandvej hvor eftersættelsen endte med et mindre trafikuheld og skyderi.

Der er ikke sket nye anholdelser i sagen, og der foregår derfor stadig efterforskning i sagen, oplyser Nordsjællands Politi.

Seneste nyheder:

Tip os!