Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Toldere og politi finder 40.000 ulovlige piller på bus

RØDBY: Kort før nytår kontrollerede Toldstyrelsen og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rejsende ved grænseovergangen i Rødbyhavn – og indsatsen gav pote.

Tolderne har i forbindelse med indrejsekontrol fokus på, om de rejsende overholder reglerne for, hvad der må tages med til Danmark, og om der er forsøg på smugleri.

– Hen over juleferien var Toldstyrelsen til stede ved grænsen i Rødbyhavn, og i løbet af to dage fandt toldere i alt 40.000 piller, som ikke må tages med ind i landet. Ulovlige lægemidler kan udgøre en decideret sundhedsrisiko, fortæller Michael Lund, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Ved kontrollerne stoppede myndighederne busser på vej ind i Danmark ved grænseovergangen i Rødbyhavn. Efter alle passagerer havde taget deres bagage i bussernes lastrum var der i to tilfælde en kuffert uden ejermand. I begge tilfælde viste kufferterne sig at indeholde 20.000 piller med det virksomme stof tramadol, der er et smertelindrende stof i gruppen af opioider.

Politiets efterforskning er stadig i gang og der er forsat en person varetægtsfængslet i den ene sag.

Seneste nyheder:

Tip os!

Powered by Vejreti.com