Det fælles kystbeskyttelsesprojekt mellem Gribskov, Halsnæs og Helsingør er politisk godkendt i alle tre kommuner. Afgørelserne skal efter planen offentliggøres i oktober, hvorefter der følger en klagefrist på fire uger.
Dermed er Nordkystens Fremtid rykket et væsentligt skridt nærmere anlægsfasen efter mere end ti års forberedelser. Projektet skal beskytte dele af kysten mellem Kikhavn ved Hundested og Helsingør mod erosion ved at tilføre sand og ral til strandene.
Gribskov Byråd behandlede sagen den 8. september og godkendte blandt andet kystbeskyttelsestilladelsen og miljøtilladelsen. Helsingør Byråd traf sin endelige beslutning den 21. september, og projektet er nu godkendt politisk i alle tre kommuner.
Godkendelserne betyder dog ikke, at arbejdet på strandene kan begynde med det samme. Først skal afgørelserne offentliggøres, og eventuelle klager skal behandles. Derefter følger blandt andet detailprojektering og udbud.
“Nu har vi grundlaget på plads og kan gå videre med at gøre planerne til virkelighed,” siger Gribskovs borgmester, Trine Egetved, i en fælles pressemeddelelse fra de tre kommuner.
35,7 kilometer skal fodres
Projektet omfatter otte strækninger med en samlet længde på omkring 35,7 kilometer langs den 57 kilometer lange kyst mellem Hundested og Helsingør.
Her skal der tilføres sand og ral, som skal gøre strandene højere og bredere og reducere bølgernes påvirkning af kystskrænterne. Målet er blandt andet at beskytte boliger, sommerhuse, veje og anden infrastruktur mod erosion.
Strandfodringen kan ikke stå alene alle steder. Projektets samlede kystbeskyttelse bygger også på eksisterende eller udbyggede skråningsbeskyttelser af sten.
Selve Nordkystens Fremtid omfatter den fælles strandfodring. Hvis en skråningsbeskyttelse på en privat ejendom skal udbygges, er det fortsat den enkelte grundejer eller det relevante kystlags ansvar, og arbejdet kræver en særskilt tilladelse.
Ikke alle mener, at det giver mening at tilføre strandfodring ved at hente sand fra andre egne.
På Samsø lyder advarslen fra en erfaren fisker, at det er ødelæggende for den lokale fauna, når man henter råstoffer fra områderne omkring Samsø.
Læs mere her: Stor vrede over forsøg på at redde sommerhuse – “stop det her,” siger borgmester
Grundejere skal betale
Finansieringen er forskellig i de tre kommuner.
I Gribskov Kommune er det besluttet, at kommunen finansierer 75 procent af udgifterne til den første strandfodring, mens grundejere i første række til kysten betaler de resterende 25 procent.
Når der senere skal fyldes nyt sand og ral på kysten, skal udgifterne til vedligeholdelsesfodringerne i alle tre kommuner betales af de grundejere i første række, som er blevet pålagt bidragspligt.
Efter planen skal vedligeholdelsesfodringer ske cirka hvert femte år.
Stenrev som kompensation
Projektet påvirker også det beskyttede Natura 2000-område Gilleleje Flak og Tragten, hvor eksisterende stenrev vil blive påvirket af strandfodringen.
Kommunerne har derfor fået tilladelse til at fravige beskyttelsen i Natura 2000-området. Som kompensation skal der etableres 46 hektar nye stenrev inden for området.
Kystdirektoratet gav i juni tilladelse til de kompenserende stenrev, mens de tre kommuner i juli gav tilladelse til Natura 2000-fravigelsen. Klagefristerne for disse afgørelser er udløbet.
De nye stenrev forventes anlagt i 2027, inden strandfodringen går i gang.
Første sand ventes i 2028
De politiske beslutninger afslutter ikke myndighedsprocessen. De endelige kystbeskyttelses- og miljøafgørelser ventes offentliggjort i oktober 2026 med fire ugers klagefrist.
Hvis der kommer klager, kan behandlingen påvirke tidsplanen.
Et fælles strandfodringslag forventes oprettet i midten af 2027. Laget skal efter den vedtagne model stå for de efterfølgende vedligeholdelsesfodringer.
Den første store strandfodring er planlagt til 2028 og 2029.
Samarbejdet om Nordkystens Fremtid går tilbage til tiden efter stormen Bodil i december 2013, som gav omfattende skader langs Nordkysten. Gribskov, Halsnæs og Helsingør begyndte året efter arbejdet med det fælles kystbeskyttelsesprojekt.