Tirsdag eftermiddag kl. 12.48 fik politiet oplysninger om, at en kvinde befandt sig ved en bro ved jernbanesporene ved Roskilde togstation og måske truede med at ville gøre skade på sig selv.
Politiet kørte til stationsområdet og traf en 20-årig kvinde fra Sydvestsjælland stående ud midt på skinnerne. Togdriften blev derfor kortvarigt standset frem til kl. ca. 13.00, indtil kvinden var fjernet fra området.
Kvinden fremstod trist og ked af det, og da hun havde nogle mindre skader på sine arme, blev hun tilset og undersøgt på et sygehus, inden det hele endte med, at hun blev indlagt på et andet sygehus til undersøgelse og nødvendig behandling i anledning af sin tristhed.
Har du selvmordstanker?
Har du selv eller nogen, du kender, selvmordstanker, kan du anonymt ringe til Livslinien på 70 201 201 alle årets dage klokken 11-05.