TV2 har tænkt sig at sætte alle sejl til, når det gælder promoveringen af næste års Tour de France og besøger i den anledning flere byer rundt om i landet for at sende live i forbindelse med cykelløbet i Frankrig.
Gilleleje: Den oplevelse skal Gribskov ikke snydes for, mener beslutningstagerne på TV2, der har har spurgt kommunens kulturudvalg om de er klar til at slippe mindst 200.000 kroner for at få æren af at komme på landsdækkende tv.
TV stationen ønsker at afholde et to dage langt cykelstævne med to løb, et for børn og et for voksne, samt en del events i og omkring byen. Det skal ske i samarbejde med Dansk Cykel Union og lokale cykelklubber.
De to dages festivitas vil i sidste ende resultere i to 45 minutters tv-indslag, der inkluderer fem minutters “promovering” af Gilleleje.
Ud over at skulle betale 200.000 kroner for fornøjelsen, skal kommunen også markedsføre stævnet lokalt, bidrage med aktiviteter og underholdning, stille en central lokalitet på mindst 2500 m2 til rådighed samt indkvartere 5-7 personer i to dage. Der skal også være adgang til strøm, vand, toiletter, renovation og samaritter, alt sammen noget TV2 forventer at få stillet gratis til rådighed.
Der er dog ikke bred enighed blandt politikerne om, hvorvidt det er en god idé at investere i et cykelløb af den størrelse. Prisen risikerer ifølge udvalgsformand i kultur- og idrætsudvalget Jørgen Simonsen (V) at eskalere til op mod en halv million kroner.
I udvalget er uenigheden så stor, at udvalget nu har bedt Byrådet tage stilling til “tilbudet” på et senere møde.