Tyve røg bag tremmer – da de stjal tremmer

HELSINGØR: En tyvs største skræk må være tremmer, men alligevel forsøgte to kendte kriminelle fra Hillerød at stjæle netop en omgang tremmer !

 

En vagtmand fik under sin patrulje øje på de to langfingrede mænd, på en p-plads på bagsiden af Erhvervsparken. Her var de i fuld gang med at stjæle nogle tremmehegn, uvidende om at de var opdaget.

Vagten gjorde det helt rigtige, og fik slået alarm til Nordsjællands Politi og kort efter var en patruljevogn fremme på parkeringspladsen bag Helsingør Erhvervspark, hvor vagten havde holdt skarpt øje med de to tyveknægte.

De to mænd så dog patruljevognen ankomme, og herefter stak de ellers af alt hvad remmer og tøj kunne holde – men de nåede ikke langt.

Tyveknægtene forsøgte at gemme sig i en bevoksning, godt 100 meter fra gerningsstedet, men de blev kort efter anholdt og slukøret smækket i håndjern.

Tremmehegnene som de to mænd forsøgte at stjæle, måler 2 x 2 meter og udgør en værdi på ca. 25.000 kr pr styk.

Således havde tyvene nået at læsse tyvekoster for ialt 100.000 kroner, altså fire stk hegn, inden de måtte løbe forgæves fra lovens lange arm.

De to tyveknægte er velkendte i politiets registre, og er begge mænd på henholdsvist 26 år og 27 år fra Hillerød.

 

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.

.

Annonce

Annonce