Gribskov Beredskab måtte onsdag aften rykke hurtigt ud, efter en 83-årig mand havde fået sat ild til sit hus med en ukrudtsbrænder.
En 83-årig mand på Toftevej – mellem Søborg og Dragstrup – blev onsdag aften sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen efter han havde fået sat fut i sit hus, et gammelt bindingsværkshus med stråtag.
Klokken 18.47 blev politiet og Gribskov Beredskab alarmeret om en husbrand, som var opstået i tømmer i bindingsværket på det gamle hus.
Branden var opstået ved uforsigtig brug af en ukrudtsbrænder, men heldigvis nåede Gribskov Beredskab tilpas hurtigt frem så ilden kunne blive slukket inden det nåede at blive til en større brand på stedet.