Natten til søndag kl. 01.27 blev en patrulje opmærksom på to knallertførere, som kom kørende af Jernbanegade i vestlig retning, og som fortsatte ad Køgevej i Roskilde.
De kørte med høj fart, og kørte uden lys. Den ene knallertfører havde styrthjelm på, mens den anden ikke havde – han havde dog en passager med på knallerten, der havde styrthjelm på. Patruljen forsøgte at standse de to knallerter, men førerne efterkom ikke patruljens anvisninger og fortsatte deres kørsel.
Endnu en patrulje kom frem og fulgte efter den ene knallertfører, som fortsatte sin kørsel ad Darupvej og herefter ind på dyrskuepladsen, hvor politiet mistede ham af syne.
Den anden patrulje kørte efter den anden knallertførere, som fortsatte sin kørsel på Vor Frue Hovedgade og Kamstrupvej, hvor knallerten fortsatte ind på et stisystem, hvor den forsvandt. Den kvindelige passager var dog blevet sat af på stisystemet, og hun blev anholdt af patruljen. Der er tale om en 15-årig pige fra Viby Sjælland, som er blevet afhørt til sagen.
Pigen var i besiddelse af 1,16 gram hash til eget forbrug, som politiet beslaglade. Den 15-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og de sociale myndigheder blev underrettet. Efter endt afhøring blev pigen løsladt.
Politiet har en mistænkt i sagen og efterforsker i øjeblikket sagen for at fastslå identiteten på de to knallertførere, så de kan blive afhørt til sagen. Herunder skal det vurderes, om de skal sigtes i sagen.