Ungt stortalent bliver i Nordsjælland Håndbold 

HÅNDBOLD: Den unge højre back Nikolaj Larsson har underskrevet en 3-årig kontrakt med Nordsjælland Håndbold. Dermed bliver det unge talent i klubben, og det glæder både direktør og trænere.

Nikolaj Larsson har på kort tid formået at imponere og fik sin debut på seniorholdet allerede som U17-spiller. I denne sæson er Nikolaj blevet U19-spiller, og da udviklingen er fortsat, er han blevet fast mand på ligaholdet.

Og nu er der kommet ro om den måske kommende landsholdsspiller. I hvert fald de næste tre år.

“Jeg har valgt at skrive under på en aftale med Nordsjælland Håndbold, fordi jeg først og fremmest er utrolig glad for at være i Nordsjælland, men også fordi jeg tror, at Nordsjælland er det optimale sted for mig at fortsætte min udvikling”, forklarer han om sin beslutning.

Talentchef Laurids Søgaard Petersen, cheftræner Simon Dahl og det øvrige trænerteam glæder sig til at være med til at præge Nikolajs udvikling.

“Nikolaj har allerede givet prøver på sine store forcer angrebsmæssigt, og dem glæder vi os over, vi sammen skal forfine, justere og gøre endnu skarpere, ligesom vi stille og roligt skal udvikle de defensive kompetencer, så vi over tid får endnu mere glæde af dem også”, forklarer cheftræner Simon Dahl.

“Vigtigst af alt er dog, at vi nu har ro til sammen at finde den rigtige vej for Nikolaj ind i seniorhåndbolden og give ham et godt afsæt til en forhåbentlig lang håndboldkarriere.”

Du kan møde Nikolaj og hans holdkammerater, når Nordsjælland Håndbold lørdag møder BSH med blandt andet landholdskrumtappen Rene Toft Hansen, Nikolaj Øris og den tidligere NH-spiller Alexander Lynggaard på holdet. Kampen spilles kl. 15.30 i Helsingør Hallen. Næste chance i Helsinge bliver mod HCM d. 8/11 kl. 19.