GILLELEJE: Gribskov Kommune har mange frivillige foreninger, der sørger for, at kommunens borgere har adgang til et bredt udvalg af fritidstilbud og arrangementer. Nu søger en ny cafégruppe frivillige til at skabe hygge blandt caféens gæster.
En ny cafégruppe skal etableres i tæt samarbejde med Bolværket i Gilleleje.
Det fremgår af et opslag fra Kulturhavn Gilleleje på deres Facebookside.
Formålet er at skabe et hyggeligt mødested for byens borgere med frisklavet kaffe og lækker kage.
Som en del af cafégruppen vil du få en række ansvarsområder, hvor hygge og samtale med gæsterne er i højsædet.
“Det indebærer alt fra at ekspedere ved kassen, lave kaffe og servere ved bordene til at rydde op efter gæsterne og vaske op.
Og vigtigst af alt, du skal have lyst til at hygge om og snakke med husets gæster.”
“Når du arbejder som frivillig i cafégruppen, foregår det i Bolværkets lokaler og med Bolværkets udstyr.
Alt afregnes via Bolværkets kasseapparat, men du arbejder for at tjene penge til at opretholde et levende Kulturhavn Gilleleje,” skriver Kulturhavn Gilleleje.
Dermed får du som frivillig mulighed for at bidrage til at bevare Gilleleje som en levende by med mange tilbud til byens borgere.
“Vi holder åbent mandag til fredag fra kl. 11.00 til 16.00, og når Bolværket ikke har åbent. Derfor forventes det ikke, at du som frivillig arbejder i skoleferier, weekender og på helligdage,” tilføjer Kulturhavn Gilleleje i deres opslag.
Der vil desuden være oplæring og støtte til nye frivillige i cafégruppen.
“Vi sørger for undervisning i betjening af alle relevante maskiner, udstyr og kasseapparat samt et kaffekursus, så du kan lære at lave lækker baristakaffe. Du er aldrig alene på vagt – der vil altid være mindst to på vagt sammen, og du vil have support fra Bolværket undervejs. Desuden får du en unik mulighed for at skabe et nyt netværk med nye kollegaer, både unge og ældre.”
For spørgsmål og tilmelding, kontakt Susanne Madsen (Interim-Tovholder) på mail: scoma789@gmail.com eller Malene Mastek (Daglig leder af Bolværket Spisested) på mail: mm@bolvaerket.nu.
Deadline for tilmelding er den 24. marts 2024, og forventet opstartsmøde er den 2. april kl. 11