SPORT – Det er med stor forundring, at Nordsjælland Håndbold erfarer, at DHF’s Appelinstans i sagen om anvendelsen af KIF-træner Carlos Ortega i KIF Kolding-Københavns kampe mod Skive, Mors Thy og Sønderjyske ikke alene har valgt at fratrække Kolding 5 point, raser Nordsjælland Håndbold i en pressemeddelelse.
Appelinstansen har samtidig valgt at tildele Skive, Mors Thy og Sønderjyske de samme 5 point blot få timer før den sidste afgørende spillerunde fløjtes i gang.
Afgørelsen stiller en række hold uden lod og del i KIF-sagen afgørende ringere.
For vores vedkommende er dagens kamp med Appelinstansens afgørelse ikke alene forvandlet til en overlevelseskamp på grund af omstændigheder, som vi ikke har andel i. Afgørelsen giver samtidig vores modstander, Skjern, en ekstra motivation, idet de med en sejr har en betydeligt større mulighed for at tage 2 point med i slutspillet.
Nordsjælland Håndbold vil nu i samråd med klubbens juridiske rådgivere nærlæse kendelsen fra Appelinstansen samt undersøge mulighederne for at appellere afgørelsen, herunder undersøge, hvorvidt det kan gøres juridisk gældende, at timingen for udsendelse af Appelinstansens afgørelse griber afgørende og usportsligt ind i afviklingen af sidste spillerunde.
Appelinstansens afgørelse handler blandt andet om, i hvor stort omfang en træner har indflydelse på det, der foregår på banen. Med dagens kendelse – udsendt få timer før kampstart – påvirker Appelinstansen afgørende en række motivationsfaktorer, som alle med kendskab til håndbold ved har afgørende betydning for kampes udfald.
Nordsjælland Håndbold
Lars Gjøls-Andersen Jørn Blom Hansen
Direktør Sportschef