Våbenlager og narkohandel gav ti års fængsel

BALLERUP: En 32-årig mand med tilknytning til bandemiljøet i Storkøbenhavn blev onsdag idømt ti års fængsel, da han tilstod sin andel i at have indrettet et større våbenlager i en lejlighed i Ballerup samt tilstod salg af to pistoler og ti kg kokain.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i en tilståelsessag ved Retten i Glostrup fået idømt en 32-årig mand fra Storkøbenhavn en fængselsstraf på ti år for sin andel i at have indrettet et våbenlager i en lejlighed i Ballerup. Samtidig tilstod den 32-årige at have solgt to pistoler og ti kg kokain.

Sagen udspringer af en ransagning i en lejlighed i Ballerup i november 2021. Her fandt politiet en større mængde våben og ammunition, herunder en maskinpistol, en halvautomatisk riffel, flere pistoler og en lyddæmper. Våbnene var pakket i enten kasser eller plastikposer med ammunition, der passede til det enkelte våben.

I forlængelse af ransagningen blev to personer anholdt, men politiets efterforskning ledte via beskeder og profiler på det krypterede kommunikationsnetværk ”SKYECC” videre til den 32-årige, som ud over at have del i våbenlageret, kunne knyttes direkte til salg af både våben og kokain.

Retten har konfiskeret våben og ammunition, som blev fundet i lejligheden i Ballerup og 100.000 kroner, som den 32-årige har haft i udbytte fra salget af kokain.

Yderligere tre personer er tiltalt i sagen. Deres sager føres særskilt.

Specialanklager ved NSK, Rasmus von Stamm, siger:
”Jeg er tilfreds med dommen, der er et resultat af en effektiv og målrettet indsats i NSK efter fundet af våbenlageret i november 2021. Dommen afspejler dels, at handel med våben og narkotika ikke tolereres og straffes hårdt med lange fængselsdomme, dels, at den 32-årige har valgt at lægge kortene på bordet.”

National enhed for Særlig Kriminalitet
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) blev etableret den 1. januar 2022. NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3). 

NSK har ca. 1000 medarbejdere og er opbygget som en politikreds.