VALGDEBAT: Iværksætteri er vigtigt lige nu

DEBATINDLÆG: Fremtiden venter ikke på nogen. Og vi har brug for iværksættere i fremtiden. Iværksætterne skaber nye virksomheder. Det er ikke kun et spørgsmål om at overtage eksisterende virksomheder, du skal have mennesker, der får en ide og har en ild i sig, som får det til at ske.

I vores lokalområde har vi nogle iværksættervirksomheder, vi kan være meget stolte af, eksempelvis Topsil, Co-Ro i Frederikssund, Foss og Ellab i Hillerød. Og så er butikskæden Normal jo også en iværksættervirksomhed, der er blevet en stor succes fra ingenting.

Iværksætterne skaber en fornyelse for vores samfund, således at vi hele tiden holder erhvervslivet knivskarpt og sikrer, at vi har fingeren på pulsen. Derudover er mange iværksættervirksomheder lokalt forankret, de er typisk også gode til at tage unge mennesker ind.

Jeg mener, vi skal investere i fremtiden lige nu. Derfor foreslår jeg, at iværksættere ikke skal betale skat de første to år, hvis de ikke tager udbytte ud af virksomheden. På den måde kan iværksættervirksomheden få hurtigere råd til at investere i sin virksomhed og skabe arbejdspladser til gavn for os alle.

Jeg vil også gerne have iværksætteri på skoleskemaet i 7., 8., og 9., klasse samt i 1.g. For iværksætteri er vores fremtid, og vi skal gøre alt vi kan, for at få flere iværksættere ud af vores uddannelser.

Iværksætteri er brændstoffet i samfundets vækstmotor. Og det er væksten, der tillader at vi i Danmark har råd til at investere i fremtiden og udbygge vores sundhedsvæsen.

Vi skal være iderige, effektive og udvikle de løsninger, vi som samfund har brug for. Det har vi brug for iværksætterne til.

Debatindlægget er skrevet af:

Niels Martin Viuff (C), Folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds.