ESRUM: Du kan senere denne måned blive klogere på historien om Esrum Kloster og Esrum Å’s rolle for klosterets placering og udvikling. Det sker ved en guidet rundtur med en arkæolog fra Museum Nordsjælland.
Søndag den 22. september inviterer Museum Nordsjælland på vandretur ved Esrum Kloster. Arkæolog Kjartan Langsted vil her fortælle om klosterets historie og dets tætte forhold til vandet.
“Hør mere om klosteret og den kongelig avlsgård, hvordan klosteret førte kildevand ind i bygningerne, Esrum Ås rolle i klosterets placering og funktion, hvordan Esrum Å blev omdannet til en kanal i 1600-tallet og hvordan en ny kanal blev anlagt i 1802 for at forsyne København med brænde”, lyder det i oplægget for turen.
TID: 22. september kl. 12.30, længde: ca. 4 km.
MØDESTED: Klostergade 12, på gårdspladsen.
ENTRE: 100 kr. Der kan betales på selve dagen via Mobilepay eller kontant (lige penge).
Køb af billet giver dertil rabat på entre til Esrum Kloster & Møllegårds udstilling.
Historien rundt om Esrum
Esrum Kloster blev grundlagt i 1151, og siden da har klosteret og det omkringliggende landskab gennemgået store forandringer. For klosteret spillede Esrum Å en afgørende rolle – åen skabte både muligheder og udfordringer og var en integreret del af klosteret og den senere kongelig avlsgård.
Esrum Kloster var sandsynligvis en af de første bygninger i Danmark, der blev forsynet med frisk kildevand. Vandet blev ført ind i klosteret via rør og spillede en vigtig rolle i klosterets daglige liv og ritualer. En beretning fra 1800-tallet fortæller om fund af vandrør ved Esrum kloster.
“Fra store udenlandske klostre kendes komplicerede systemer af vandrør, der har ledet vandet ind til klosteret. Det at kunne få frisk drikkevand ind må havde været helt unikt i 1100-tallet, hvor man ellers var henvist til brøndvand. Vi skal helt frem til 1500-tallet, før vi ser at kongen begynder at få lagt vand ind på sine slotte”, fortæller arkæolog på Museum Nordsjælland Kjartan Langsted.
Læs mere på museumns.dk.
FAKTA: Om Museum Nordsjælland
Museum Nordsjælland er et arkæologisk og kulturhistorisk museum. Museet har udstillinger, rundvisninger, arrangementer, undervisning – og arkæologiske udgravninger i Nordsjælland.
Museum Nordsjælland har museer i Gribskov, Hillerød og Hørsholm kommuner: Nakkehoved Fyr, Skibshallerne Gilleleje, Hillerød Bymuseum, Hørsholm Egns Museum, Elværket Hillerød, Æbelholt Kloster, Kulturspot. Parforcejagtlandskabet UNESCO verdensarv er også en del af Museum Nordsjælland.