En vanvidsbilist står til at miste sin bil, efter at han torsdag klokken 20.49 blæste forbi en af politiets målevogne fra den automatiske hastighedskontrol.
Det var på Tågerupvej i Tågerup uden for Karise, hvor tre bilister blev målt til at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t.
En af dem blev målt til at køre vanvittige 121 km/t, og politiet har i løbet af natten til fredag forsøgt at lokalisere bilen, så den kunne blive beslaglagt.
Det var fredag formiddag endnu ikke lykkedes, men indsatsen fortsættes indtil bilen er i politiets varetægt – sammen med bilistens kørekort.