Artikel

Vanvidskørsel på ATV: Påkørte politibil under eftersættelse

I forbindelse med en færdselskontrol søndag aften klokken 18.29 i Holeby blev en patrulje opmærksom på en ATV, som de gerne ville undersøge lidt nærmere, eftersom hverken fører eller passager bar styrthjelm.

Selv om betjentene gav tegn til føreren om at standse, valgte han at køre videre over en længere strækning, hvor han undervejs overtrådte flere af færdselslovens bestemmelser.

Det endte med, at ATV’en pludselig kørte ind i politibilen, heldigvis kom ingen noget alvorligt til ved kollisionen.

Det viste sig, at føreren af ATV’en, en 46-årig mand fra lokalområdet, havde en promille som var så høj, at det går under betegnelsen vanvidskørsel. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og ATV’en blev beslaglagt på stedet.

Han blev også sigtet efter knivloven, fordi politiet fandt en kniv på ham, og for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for en længere række overtrædelser af færdselsloven. Det drejer sig om en 46-årig mand fra området. Desuden var ATV’en ikke registreret og den manglede forsikring.  

Din digitale lokalavis for hele Nordkysten

Sponsorerede artikler