TISVILDE: I weekenden den 6. og 7. august står 80 boder klar med masser af smukt kunsthåndværk. Det sker ved Alleen, nedenfor Sandflugtsmonumentet. Boderne har åbent lørdag 12-18 og søndag 10-16. Der er gratis adgang.
I år byder det traditionsrige Kildemarked på flere spændende nyheder til både hus og have lige fra drivtømmerbyer til spændende keramikdyr, porcelænsopsatser, dejlige smykker og meget mere flot og overraskende kunsthåndværk. Der er arbejdende værksteder med sølv, pileflet, ler, træ og møbelpolstring m.m.
De mange frivillige sørger for lækker mad, kaffe og kager, øl, vin m.m. – alt til rimelige priser. Der er meget at vælge imellem: Kød, salater, sild, pølser og burgere og frugt eller vafler til dessert.
Underholdning begge dage
På scenen underholder skiftende spændende musikere, og Kildetrolden laver sjov med de mindste. I børneteltet kan børnene udfolde sig kreativt med forskellige ting, for eksempel sten- og kogletrolde. Og søndag har Cirkus Bella Donnas gallaforestilling med Karsten Klovn, Nuttegrisen og stjerneartister, der findes blandt publikum. Fortællerteltet byder også traditionen tro på sjove, spændende og måske uhyggelige historier for store og små begge dage. Gå ind på hjemmesiden www.kildemarkedet.dk eller på Facebook og se programmet.
I info-boden kan du hæve kontanter, når du nu finder noget, du bare må have med hjem.
Og Røde Kors kommer igen med samarittervagt og vil demonstrere hjertestarter og førstehjælp.
Glad dansemusik lørdag aften, 18.30 til ca. 22.00 – gratis adgang
Lørdag aften står i det gode humørs tegn med musik og dans. Det lokale band Kofoeds Kapel glæder sig til at spille glad dansemusik, så alle, unge som gamle, kan svinge fødderne eller bare nyde musikken.
HUSK: De frivillige står klar med lækker aftensmad til en absolut overkommelig pris og Humledruen har selvfølgelig også åbent til kl. 22.
Vi glæder os til 2 dejlige dage med mange gæster og har bestilt godt vejr.
Hold dig opdateret på Facebook (du må meget gerne like siden) og på www.kildemarkedet.dk.