Nordjyllands Politi blev lørdag aften omkring kl. 21.45 alarmeret om et indbrud i et sommerhus i Tversted, mellem Hirtshals og Råbjerg Mile i Skagen.
En hundepatrulje blev, sammen med en patruljevogn, sendt afsted mod adressen i håbet om at pågribe tyvene på adressen – det gik dog noget anderledes.
En bil med tre mænd i alderen 25, 35 og 37 år kom pludselig kørende i modsatte retning, og påkaldte sig betjentenes interesse da hastigheden var meget høj og hasaderet.
Mistanken blev ikke mindre da personer i den eftersatte bil begyndte at kaste genstande ud på vejbanen – og direkte mod politibilerne under eftersættelsen som foregik fra Tversted og til havnen i Hirtshals.
Her kørte flugtbilen til sidst fast i et grønt område, og betjentene fik pågrebet to mænd fra bilen, mens en tredje havde held til at flygte – flugten blev dog kort.
En hundepatrulje satte efter ham, og Nordjyllands Politi’s indsatsleder sendte en drone med termisk udstyr i luften i jagten på den sidste gerningsmand. Han blev hurtigt afsløret liggende godt gemt i et krat og anholdt.
Indbrudstyvenes bil blev beslaglagt på stedet, idet føreren af bilen havde kørt vanvidskørsel ved at overskride fartgrænserne flere gange, samt udsat betjentene for fare under eftersættelsen. Der blev fundet fem y-stole i køretøjet som formodes at være stjålet fra adressen i Tversted.
– De tre anholdte er blevet løsladt igen, da man ikke fandt juridisk grundlag for at fremstille dem i et grundlovsforhør, det skriver TV 2 Nord.