Den 3. april rullede Passat nr. 30.000.000 af samlebåndet på Volkswagens fabrik i Emden.
Passat nr. 30.000.000 – en GTE Variant med plug-in-hybrid-drivlinje – er et af de første eksemplarer af den nye Passat, der har gennemgået en omfattende teknisk opdatering. Passat nr. 30.000.000 vil blive brugt som presse- og testbil for den internationale presse de næste mange måneder.
De 30 millioner biler er solgt på 46 år og Passat er blevet til en af de store modeller i nutidens bilverden.
Volkswagen startede produktionen af de første Passat-modeller på fabrikken i Wolfsburg den 14 maj 1973 under mottoet ”Begyndelsen på en ny VW æra”. Modellen blev starten på en helt ny generation af Volkswagen-biler med vandkølede motorer, forhjulstræk og ultramoderne stålkarrosseri. Positioneret som en mellemklassemodel var Passat udset til at afløse VW 1600 (Type 3 med luftkølede motorer og baghjulstræk).
I maj måned for 46 år siden ville ingen i Wolfsburg have gættet på, at Passat ville blive solgt i 30.000.000 eksemplarer og dermed overgå Boblen (21,5 millioner). Sammen med Golf (35 millioner) og Boblen er Passat blandt de tre mest solgte Volkswagen-modeller nogensinde.
I Danmark har Passat også været en stor succes og har de sidste fire år i træk været den mest solgte bil i firmabilsklassen.
Følg med i det seneste på det danske bilmarked. Netavisen Gribskov har i et forsøg på at kunne favne bredere uden at tære på vores redaktionelle ressourcer, indledt et samarbejde med bilportalen Bidt af Biler, der med base i Nordsjælland har en mission om at levere læseværdige bilnyheder, tilpas nørdede brugeranmeldelser og indsigtsfulde reportager om nye og kommende biler til det danske – og nordsjællandske marked.