Cirkus Kanutski er tilbage med flyvende klovne, tankelæsning, vilde spring og en magisk cirkusånd, der for enhver pris må reddes fra tre grå og glædesløse klovne.
Savsmuldet er spredt i manegen, teltet er rejst, og artisterne står klar når Cirkus Kanutski i weekenden slår dørene op til årets forestilling – det bliver endnu engang til en farverig og hæsblæsende rejse gennem cirkussets fortid, nutid og fremtid.
– Men allerede inden forestillingen for alvor er kommet i gang, går noget helt galt, da en nysgerrig klovn får øje på en mystisk kuffert med den meget tydelige besked: “Må ikke åbnes.” Det bliver naturligvis opfattet som en invitation. Med røg, torden og dramatisk musik slipper tre grå cirkusklovne ud af kufferten, lyder det i årets pressemeddelelse fra Cirkus Kanutski.
De tre repræsenterer fortiden, nutiden og fremtiden – og de er enige om én ting: Cirkus Kanutski skal være gråt, trist og fuldstændig blottet for latter – det ser med andre ord sort ud.
En klovnehelt kommer flyvende
Heldigvis varer det ikke længe, før lyden af en noget ustabil flyvemaskine nærmer sig cirkusteltet.
Ind i manegen kommer Den Røde Klovnebaron – flyvernes fyrste, klovnenes kaptajn, savsmuldets beskytter og muligvis den eneste pilot, der kan fare vild på turen mellem Helsinge og Gilleleje.
Sammen med sit lettere forvirrede følge og sin særdeles direkte kone sætter Klovnebaronen jagten ind på de tre grå klovne. Hans våben er ikke kanoner eller tryllestøv, men noget langt stærkere: ægte cirkusglæde.
For hver gang publikum griner, klapper eller jubler, bliver de grå klovne svagere.
Dermed er børnene og de voksne i teltet ikke bare tilskuere. De bliver en afgørende del af forestillingen og kampen for at redde Cirkus Kanutski.
Der bliver også fart over feltet, når The Jumps indtager manegen med spring, mod og energi, der kan få selv Den Røde Klovnebaron til at blive misundelig.
Kan latteren redde cirkusset?
Mens forestillingen bevæger sig fremad, bliver situationen mere alvorlig. De grå klovne får fingrene i den magiske cirkusånd, og uden den risikerer alle farverne, glæden og cirkusstemningen at forsvinde.
Den Røde Klovnebaron må derfor samle Karl, Kalle og forestillingens øvrige helte til et sidste forsøg på at overvinde de grå klovne.
Men den endelige redningsaktion afhænger af publikum.
Kun hvis hele teltet kan fyldes med latter, klapsalver, jubel og ægte cirkusglæde, er der håb om at få farverne tilbage i manegen.
Syv forestillinger på tre dage
Den første forestilling løb torsdag var forbeholdt kommunens pensionister, mens dem officielle premiere fandt sted fredag aften kl. 19.00.
Heldigvis er der fuldt tryk på cirkuspladsen hele weekenden, lørdag og søndag:
Lørdag den 8. august spiller Cirkus Kanutski klokken 12.30, 14.30 og 16.30
Søndag den 9. august spiller Cirkus Kanutski klokken 12.30, 14.30 og 16.30
Efter forestillingen fortsætter cirkusstemningen uden for teltet, hvor publikum kan hilse på artisterne, bage snobrød og pandekager over bålet, besøge cirkuskiosken og prøve aktiviteter på pladsen.
Én ting er i hvert fald sikkert: Hvis de tre grå klovne vil gøre Cirkus Kanutski kedeligt, har de valgt sig en særdeles vanskelig opgave.
For, hvor er der savsmuld, manege og kulør? – I Cirkus Kanutski.