15-årig og 80-årig hædret ved årets Idrætsprisuddeling

15-årige Albert Vodstrup Leidesdorff fra Bushi Karate og Combat Sport blev valgt til Årets Fund, og 80-årige Inge Birk fra Ramløse Gymnastik & Fitness er Årets Leder for 2023 på idrætsområdet.

Gribskov Kultursal i Helsinge var torsdag aften rammen for uddeling af årets idrætspriser i Gribskov Kommune. 169 dygtige idrætsudøvere fra i alt 17 forskellige idrætsgrene blev hyldet med medaljer og klapsalver for deres sportslige præstationer i 2023, og Årets Leder og Årets Fund blev afsløret.

Det var et flot arrangement, der traditionen tro blev sat i gang med besøg af Helsingørs Pigegarde.

Som noget nyt stod en DJ for lydtæppet til begivenheden, og konferencier Flemming Larsen fra Idrætsrådet styrede slagets gang med optrædener, interviews – og ikke mindst uddelingen af medaljer til idrætsudøverne, hjulpet af næstformand i Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse Helle Blomsterberg, udvalgsmedlemmerne Astrid Recinella og Mathias Zilberberg samt formand for Idrætsrådet Jeanette Jensen.

Borgmester Bent Hansen og formand for Kultur, Idræt og Forebyggelse Pia Foght var blandt talerne på aftenen.

Årets Leder Inge Birk
– Idrætsprisuddelingen er en anerkendelse af vores aktive idrætsudøvere på tværs af alder. Samtidig er det en vigtig anerkendelse af vores frivillige lederes arbejde. Idrætten kan kun fungere gennem vores frivillige kræfter. Det er et imponerende forebyggende arbejde, der bliver gjort for vores kommune, når vi både taler bevægelse, trivsel og fællesskaber. Inge er en repræsentant for den frivillighed og lyst til at gøre noget for sine medmennesker. Inge er indstillet og valgt for sit utrolige virke som instruktør i Ramløse, hvor hun hver mandag tiltrækker over 90 seniorer til en aktiv formiddag i fællesskabets tegn. Vi er som kommune meget afhængige af Inges og andres store arbejde. Og man bliver særlig stolt, når man kan læse, at mellemstallet i idrætsforeningerne gik frem med 1.195 medlemmer i 2023. Så vi har meget at fejre. Sammen er vi stærke, sagde Pia Foght.

Inge Birk blev hyldet som årets leder 2023 (Foto: Allan Andersen)

Inge Birk fremhæves af indstillerne fra klubben for sit store engagement, smil og fantastiske energi. Inge Birk stiller op hver gang, der er arrangementer i foreningen, deltager i kurser, temamøder og mere, og er en fantastisk repræsentant for gymnastikken.

Udover Inge Birk var Herdis Fuglsang Damgaard fra Tisvilde Gymnastik Forening og Oliver Møllenberg fra Gilleleje Bokseklub indstillet til Årets Leder.

Årets Fund Albert Vodstrup Leidesdorff
Borgmester Bent Hansen stod for uddelingen af prisen til Årets Fund, 15-årige Albert Vodstrup Leidesdorff, der blev valgt for, på trods af sin unge alder, at have vist imponerende evner inden for sin sport. Bent Hansen lykønsker Albert og fremhæver foreningernes vigtige arbejde:

”Jeg værdsætter det store arbejde som foreninger, drevet af frivillige, udfører i kommunen. Hvis de ikke var der, ville der slet ikke være et festligt arrangement som dette. Så stor tak og tillykke til jer.”

Et godt håndtryk skulle der til, da Albert Vodstrup Leidesdorff blev hyldet som Årets Fund. (Foto: Allan Andersen)

Helle Blomsterberg, næstformand i Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse, udtaler om prisuddelingen og valget af Albert Leidesdorff:

”På kort tid har Albert opnået resultater, som normalt tager flere år at opnå. Albert bliver fremhævet som et naturtalent og et teknisk vidunder inden for sin sport. Det er fantastisk at kunne hylde dygtige unge mennesker som Albert, og jeg håber, han fortsætter sin udvikling. Jeg vil også fremhæve de mange dygtige udøvere, der har fået flotte placeringer i det forgangne år, og som igen er blevet hyldet til idrætsprisuddelingen. Vi har udøvere i Gribskov Kommune, som er i den absolutte elite inden for deres sportsgren. Det kan kun lade sig gøre, hvis man har stærke klubber og understøttende sportslige miljøer. De frivillige er kernen i foreningslivet og fortjener at blive æret for deres daglige indsats som gør, at idrætten blomstrer, og at vi ser en flot fremgang i medlemmer af idrætsforeningerne i Gribskov Kommune.

Albert Vodstrup Leidesdorff er ny i karateverdenen, hvor han på kun to år har vundet guldmedaljer og på rekordtid har opnået at blive gradueret til brunt bælte 3. kyu. Albert fremhæves af sin forening som en seriøs og uhørt dygtig udøver i så ung en alder, som også hjælper andre i klubben til at blive bedre. Albert er desuden blevet optaget på Dansk Karate Forbunds talentcenter, som er bruttotruppen til det officielle danske karatelandshold.

Udover Albert Vodstrup Leidesdorff var Nicklas Kolt Købsted fra Helsinge Svømmeklub og Thor Majvig Mogensen fra Nordkystens Kystlivredningsklub indstillet til Årets Fund.

TV Nordkysten bringer i aften indslag fra Årets Idrætspris, det sker mellem kl. 2100 – 2300.

Herunder fotogalleri fra den flotte aften i Kultursalen i Helsinge

 

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?