Tør du se døden i øjnene?: Gribskov Vågetjeneste søger flere medlemmer

GRIBSKOV: Der er mange frivillige tiltag, man kan melde sig til, men få så alvorlige som at være våger. Og har du mod på at tilbringe den sidste tid sammen med døende, så er der et behov for flere vågere i kommunen, lyder det fra vågetjenesten i Gribskov.

Birthe Westergaard har let til smil og latter. Og det er der brug for, hvis man skal være våger. For her er opgaven simpel: Tilbring den sidste stund sammen med folk, der kun har få timer tilbage.

“Vi gør det, at vi går ud og besøger døende, som ikke har pårørende. Men vi har fundet ud af, at der også er et stort behov for vågere til at aflaste pårørende”, forklarer Birthe Westergaard, der i en lang årrække har fungeret som våger i Gribskov Kommune.

Hun har til opgave sammen med sine frivillige kolleger at tage ud på plejehjem – enkelte gange i hjemmet – typisk for at sidde og våge i nattetimerne – ofte fra kl. 22 til 06 om morgenen.

“Vi går ind og tager dem i hånden, og så kan de bare sove. Nogle er bange for at lukke øjnene, og andre er gået lidt ind i sig selv, når vi kommer”, forklarer hun.

Opgavens karakter kalder på folk med en stærk psyke, men har man først meldt sig til, så er der også mange gode stunder. Og håbet hos vågetjenesten er, at der er flere der melder sig under fanen som våger. Der er i skrivende stund brug for en håndfuld ekstra vågere, lyder budskabet fra tjenesten, der hører under Røde Kors.

“Man skal være lidt robust psykisk og have besluttet, at man kan rumme at være i et rum med en døende… så det er ikke for alle”, forklarer Birthe Westergaard.

“Men de fleste vågere ser det som noget fantastisk at være der for andre på den måde”, begrunder hun og oplyser, at hun endnu ikke har oplevet en våger stoppe fordi det er for hårdt psykisk.

Lyder det interessant at være der for andre på denne måde, så kan du læse mere om vågetjenesten ved at klikke her: Gribskov Vågetjeneste.

Du kan også lære mere om gerningen, og hvad det indebærer at være våger, ved at se nedenstående interview.

Interviewet er produceret af TV Nordkysten i samarbejde med Netavisen.nu.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?