To unge mænd fra Gribskov er i nat blevet anholdt for kørsel med narkotika i blodet, mens indbrudstyvene endnu har forholdt sig roligt.
DRONNINGMØLLE: Et sommerhus på Gøgevej er i tiden mellem 15. marts og frem til 1. april blevet udsat for en indbrudstyvs uvelkomne visit. Tyven har knust ruden i en hoveddør, og ad den vej lukket sig ind i huset. Tyven har stjålet to PH-lamper med sort ledning. Det fremgår desværre ikke præcist hvilken model der er tale om.
GILLELEJE: I nat kl. 00.25 blev en 23-årig mand fra Gilleleje standset på Parkvej i Gilleleje under en rutinekontrol. Det viste sig at være rigtig uheldigt for den unge mand, for da han blev testet viste han at være påvirket af narkotika, ligesom han ikke var i besiddelse af et kørekort. Han blev anholdt og taget med til udtagelse af en blodprøve, og derefter løsladt.
HELSINGE: På Bryggervænget har der igen været indbrud i en villa, denne gang i søndags, mellem kl. 18.35 og 21.05. Et vindue er blevet opbrudt, og der er stjålet en pung med et mindre kontant beløb.
HELSINGE: En 19-årig mand fra Helsinge blev i nat kl. 00.02 stoppet på Møntportvej i Hillerød af færdselspolitiet i en spritkontrol. Den unge mand blev dog ikke taget for spirituskørsel, men derimod for at være påvirket af narkotika. Efter en pupilkontrol blev han anholdt, og taget med til udtagelse af en blodprøve, den vil senere afgøre straffen for den unge bilist.
HELSINGE: En eller flere ukendte gerningsmænd har igen udøvet hærværk på Helsinge Station. Hærværket er begået i tiden fra søndag aften kl. 20.00 til mandag morgen kl. 06.30, hvor en rude er blevet knust ind til ventesalen, ligesom et venteskur på perron 2 har fået knust tre ruder.
TIKØB: En mand fra området kom søndag kl. 22.40 galt afsted, da han mistede herredømmet over sin Nissan varebil da han kom kørende ad Hornbækvej ved Tikøb, og bilen pludselig slog en kolbøtte og endte på taget. Der skete ingen personskade, og der var ikke spiritus involveret, dog måtte vejen afspærres en kort tid.
ÅLSGÅRDE: Takket være vakse beboere i området lykkedes det at slukke ilden, der mandag aften var antændt i græsset mellem Apperupskolen og Plejehjemmet Falkenberg. Ilden var også slukket med vand, da politi og brandvæsen kom til stedet. Beboere i området kunne fortælle, at problemet med antændt græs har stået på den senere tid. Politiet vil derfor nu holde ekstra godt øje med kvarteret.